Udstilling
Europa-Parlamentet har gentagne gange fra 1960'erne til 80'erne gjort bestræbelser på at stå vagt om menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i verden, og navnlig i landene bag Jerntæppet. Parlamentet har gennem debatter, holdninger, beslutninger, mundtlige og skriftlige forespørgsler, undersøgelsesrejser, delegationer og offentlige høringer arbejdet for at henlede offentlighedens og mediernes opmærksomhed på, hvad der i disse spørgsmål stod på spil.
Således i oktober 1964, da Forsamlingens formand Jean Duvieusart ved markeringen af årsdagen for Østberlins og den sovjetbesatte zones indbyggeres opstand mod "underkuelsen og diktaturet" klart udtrykte Parlamentets sympati for det tyske folk forhåbninger. Han udtalte ved den lejlighed: "Ligesom tyskerne kæmper for retten til at bestemme selv og for en genforening i fred og frihed, og ligesom mange af dem allerede har ofret deres liv for denne sag, vil vi på vores side heller aldrig helme i vores indsats for at udbrede friheden til verden."
Underskrivelsen af slutakten på Helsingfors-konferencen i august 1975 om sikkerhedssamarbejdet i Europa gav tilsvarende Europa-Parlamentet en lejlighed til at markere sig. Det mindede om betydningen af at stå vagt om menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig hvad angik kontakt mellem personer og sammenføringer af familier, der havde været adskilt siden Berlinmurens opførelse. Parlamentet forsøgte således i 1977, på direkte opfordring fra østtyske borgere der systematisk blev nægtet mulighed for at udvandre til Vesttyskland og blive genforenet med familien, at råbe de østtyske myndigheder op for at formå dem til at efterleve de internationale forpligtelser, DDR havde påtaget sig. Spørgsmålet om politiske fanger og indførelsen af repressive love i DDR var også genstand for indtil flere indlæg fra parlamentsmedlemmerne.
