Udstilling
Fire måneder efter topmødet i Köln blev de nærmere arbejdsmetoder og den præcise sammensætning af arbejdsgruppen, der skulle udarbejde udkastet til chartret, endeligt fastlagt i Tammerfors i Finland. Der var et historisk vingesus over øjeblikket: For første gang trådte medlemmerne af Europa-Parlamentet sammen med nationale parlamentarikere, repræsentanter for statscheferne og Europa-Kommissionen om at udfærdige en akt af forfatningsmæssig karakter.
De 62 medlemmer tog hul på deres opgave i Bruxelles den 17. december 1999. På opfordring fra indtil flere Europa-Parlamentsmedlemmer antog de straks det mere symbolsk klingende navn af "Konvent". Dette bestod af medlemmer af Europa-Parlamentet (16), delegerede fra de nationale parlamenter (2 pr. land, 30 i alt), regeringsrepræsentanter (på daværende tidspunkt 15) og en person fra Kommissionen. Endvidere blev arbejdet bivånet af to repræsentanter for EU-Domstolen og to for Europarådet, den ene en repræsentant for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det indgik endvidere i arbejdet at holde samråd med Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og den Europæiske Ombudsmand. Desuden agtede man at invitere lande, der var kandidater til EU-medlemskab, samfundsorganisationer og eksperter til at fremsætte bidrag til arbejdet.
Konventet blev ledet af Roman Herzog, der også var ophavsmand til initiativet. Herzog var tidligere retspræsident for den vesttyske Forfatningsdomstol i Karlsruhe og forhenværende tysk forbundspræsident. Han blev bistået af et redaktionsudvalg (præsidiet), samtidig med at der blev indledt et nært samarbejde med Rådets generalsekretariat og den taskforce mellem tjenestegrenene, der specifikt blev oprettet til at bistå Parlamentets delegation under hele arbejdsforløbet. Konventet og Præsidiet havde højtideligt påbegyndt deres opgave i Rådets bygning, men det efterfølgende arbejde foregik næsten udelukkende i Europa-Parlamentets lokaler i Bruxelles. Det lettede i stor grad opgaven for parlamentsmedlemmerne, der var toneangivende i udarbejdelsen af chartret.
Det viste sig snart, at den forskelligartede sammensætning af Konventet var fremmende for drøftelserne. Der udviklede sig i de ni måneder, hvor Konventets arbejde stod på, en hidtil uset form for dialog med civilsamfundet gennem de bidrag og høringer, der fandt sted med snesevis af ikkestatslige organisationer. Konventet valgte lige fra begyndelsen at træffe sine beslutninger på et konsensusgrundlag. Konventet ønskede i sit arbejde at fremstå som helt gennemsigtigt. Dets møder var offentlige, og alle forberedende dokumenter blev gjort offentligt tilgængelige før møderne via en dertil oprettet internetportal.