Udstilling
Der er mange faktorer at overveje i forbindelse med 3D-digitalisering, da der ikke er internationalt anerkendte standarder eller retningslinjer for 3D-projekter.
For det første: Hvilke elementer skal digitaliseres i 3D? Denne udstilling indeholder alt fra modeller af genstande, du kan holde i hånden, til steder, hvor du kan bruge timer på at gå rundt.
For eksempel er denne Bote de Zamora (en type cylindrisk kiste) en del af samlingen på det nationale arkæologiske museum i Madrid, Spanien.
Den blev bestilt af kaliffen al-Hakam II fra Cordoba som en gave til hans elskede, Subh, en kvinde med stor indflydelse i Umayyad Cordoba. Den indeholdt gaver såsom krydderier, smykker, parfume eller fine stoffer.
Den er lavet i 964 e.Kr., er lidt over 17 centimeter høj og 11 centimeter i diameter og er lavet af elfenben. Dens overflade indeholder sirlige og fint udførte udskæringer af planter, blomster, dyr og fugle samt en indskrift. Det er et eksempel på overførsel af elementer, motiver og luksus fra øst til den vestlige verden gennem al-Andalus.
Med 3D-modellen kan du se nærmere på disse smukke dekorationer.
En anden genstand med en lignende form, men 100 gange større i diameter end Bote de Zamora, er Sankt Margarethas Rotunde i Šivetice i Slovakiet.
Rotunden er en senromansk murstensbygning, der stammer fra det tidlige 13. århundrede, med en indvendig diameter på 11 meter. I det 18. århundrede blev et klokketårn med en indgangsport føjet til bygningen. Det er en af de største cirkulære romanske strukturer i Centraleuropa og et af de vigtigste monumenter fra denne periode i Slovakiet.
Brug 3D-modellen til at se rundt i rotunden, se forvitringen af hver mursten og endda blomsterne lagt på gravstenene omkring den.
Hvorfor er 3D-digitalisering vigtig for kulturarv?
Når man har besluttet, hvad der skal digitaliseres, er der mange flere overvejelser. Hvilket udstyr skal man bruge til at digitalisere det? Hvor er selve lokationen, eller hvor skal objektet placeres til scanning? Hvordan er lysforholdene? Hvordan indfanger man materialernes tekstur?
Af disse grunde og mange flere tager det tid at gøre en fysisk genstand eller bygning til en 3D-model, og derfor er der i øjeblikket et ret lavt niveau af 3D-digitalisering af en sådan arv i Europa. Inddragelsen i Twin it! er et vigtigt skridt.
Tag nu det nationale palads i Mafra i Portugal. Paladset ligger omkring 30 kilometer nordvest for Lissabon. Arkitekturen blev bestilt af kong Dom João V i 1711 og omfatter et kongeligt palads, en basilika, et kloster, en have og et vildtreservat.
På trods af at det har været på UNESCO's verdensarvsliste siden 2019, er det nationale palads i Mafra ikke blevet væsentligt digitaliseret i 3D indtil nu.
Et andet sted, der nu dokumenteres digital for første gang, er Fort Louvigny i Luxembourg, en skanse (midlertidig eller supplerende befæstning) med en fritliggende bastion. Der er et stort antal underjordiske tunneler under byen, hvoraf nogle kan ses i 3D-modellen.
Stedet var en del af befæstninger af byen, som blev bygget i 1672-73. Det er opkaldt efter general Louvigny fra den spanske Habsbourg-hær, der konstruerede styrkelsen af byens forsvar i kølvandet på Ludvig XIV's europæiske krige.
Fortet blev jævnet med jorden i 1869, efter at Londontraktaten af 1867 fastlagde Luxembourgs neutralitet og afviklingen af fortet.
På samme sted står i dag det 20. århundredes Villa Louvigny med sit 'Grand Auditoire'. Det blev indviet den 18. maj 1953 for at udsende koncerter og fungere som øvelokale for Radio Luxembourg/RTL Symphony Orchestra (grundlagt i 1933). Villa Louvigny husede det tidligere hovedkvarter for Société luxembourgeoise de radio et de télévision og var vært for Eurovision Song Contest to gange i 1960'erne.
Landskaberne omkring Villa Louvigny er åbne for offentligheden som kommunal park. Nu kan offentligheden også udforske det indre af Grand Auditoire i 3D.
Hvordan kan 3D-digitalisering bidrage til at bevare kulturarven?
3D-modeller giver både interesserede besøgende og dedikerede forskere mulighed for at udforske objekter og steder på en interaktiv og detaljeret måde uden at skulle forlade deres arbejdsplads og uden at gøre skade, som selv omhyggelig fysisk udforskning kan gøre.
For kulturarvsprofessionelle giver 3D-versioner af skrøbelige steder og genstande dem mulighed for at overvåge deres tilstand og prioritere fremtidige reparationer.
Hvis det værste sker, og arven går tabt eller ødelægges, kan forskere og branchefolk som f.eks. ingeniører bruge 3D-indhold til at rekonstruere dem.
Ruinerne af Momjan-slottet i Momiano i det nordlige Istrien i Kroatien er placeret på et isoleret klippeudspring, omgivet til alle sider af rene og dybe klipper.
I dag er slottet en ruin. Det eneste, der er tilbage, er et firkantet tårn, nogle ydervægge og resterne af vindebrosystemet, der engang blev brugt til at få adgang til slottet.
De tidligste kendte rapporter daterer slottet til 1230'erne. Det blev opgivet i 1830'erne og forfaldt hurtigt. I løbet af 100 år blev dets storslåede struktur reduceret til sparsomme ruiner.
3D-modellen er et stort bidrag til forskning i middelalderlige befæstninger, der hjælper os med at forstå brugen og den arkitektoniske udvikling af lignende komplekser i både Istrien og udenfor.
Som byggemateriale modstår træ ikke altid tidens tand i flere århundreder. Denne træbygning fra det 18. århundrede var en del af Arvistava-ejendommen i Rumšiškės, Litauen. Det er den eneste tilbageværende bygning af denne type i Litauen, et værdifuldt eksempel på litauisk træarkitektur fra barokken. Den er allerede blevet dekonstrueret og rekonstrueret fysisk, og nu er den blevet replikeret i 3D for at bevare den til fremtidige generationer.
Bygningen har et udsmykket tag med en formstøbt gesims. Facaden understøttes af seks træsøjler. De udvendige vægge er beklædt med lodrette planker. Bygningen repræsenterer samspillet mellem traditionel konstruktion og adelsarkitektur i Litauen.
I 1980'erne blev herregården doneret til det litauiske folkelivsmuseum. På det tidspunkt var bygningen helt forfalden – en del af den var endda blevet brugt til at holde grise! I 1987 blev den demonteret og transporteret til museet, hvor den blev opbevaret og til sidst genopbygget i 2010.
Et endnu større sted er Cittadella, der ligger på øen Gozo i Malta og har en rig historie, der går tilbage til bronzealderen. Igennem århundreder har det været et sted af betydning for fønikerne, romerne, byzantinerne, araberne, normannerne, osmannerne, franskmændene og briterne. De tilbageværende bygninger er af stor arkitektonisk værdi og giver et godt billede af forskellige lag af arkitektoniske stilarter fra slutningen af middelalderen til begyndelsen af det 20. århundrede.
Placeringen på en naturlig fladtoppet bakke gav stedet sin funktion som en fæstning i mange århundreder, og der udviklede sig en by omkring det. Det blev nedlagt som en militært område i 1868.
Efter at have været forladt gennem århundreder og plyndret for stenmateriale er Cittadella reduceret til en ruin, der skjuler dens historie som en velbefolket befæstet by i sin storhedstid. 3D-rekonstruktionen af Gozo hjælper nutidens besøgende med at forstå dens omfang og historiske betydning.
Hvordan kan 3D-modeller fremhæve underrepræsenterede historier?
Den store synagoge i Erfurt blev åbnet i 1884. Det blev designet af arkitekt Siegfried Kusnitzky, havde en kapacitet til 500 tilbedere og repræsenterede en milepæl i tysk-jødisk historie i Erfurt. Efter at have været forvist i 350 år havde det jødiske folk først for nylig fået lov til at bosætte sig i Erfurt. Befolkningen voksede så hurtigt, at den eksisterende synagoge ikke længere opfyldte sit behov, og en ny blev bygget.
I 1938 blev den ødelagt under novemberpogromerne under det nazistiske regime i Tyskland. Denne 3D-rekonstruktion bidrager til at skabe historisk bevidsthed om det jødiske livs kulturelle rigdom.
En anden synagoge med en lignende historie var den gamle synagoge i Wiesbaden, den største af byens fem synagoger. Den blev designet af arkitekten Phillip Hoffmann og lå i Michelsberg-distriktet. Den blev bygget i 1860'erne, og den blev også ødelagt under novemberpogromerne i 1938.
Begge 3D-modeller giver de besøgende mulighed for at gå gennem og opleve disse historiske og religiøst betydningsfulde bygninger. Af de fem synagoger i Wiesbaden, der blev ødelagt i 1938, er dette den eneste, der er tilgængelig som en 3D-rekonstruktion.
Kvinders bidrag til kunst, kultur, historie og samfund er også ofte underrepræsenteret. Mens kvinders historier og oplevelser ofte er kernen i mange samfund, er de underrepræsenteret i arkiver og samlinger.
For eksempel er der meget få forhistoriske repræsentationer af kvinder, men Venus fra Brassempouy, nu gengivet som 3D-model, er en af dem. Den blev opdaget sammen med fire andre statuetter lavet af mammut-elfenben i 1894 af Édouard Piette og Joseph de Laporterie i Pavens Hule i Brassempouy (Landes), Frankrig.
Mammut-elfenben er et ekstremt skrøbeligt materiale, så det er utroligt, at dette hoved har overlevet praktisk talt intakt siden gravettien-perioden for 34.500-25.000 år siden. Fint indgraverede detaljer viser en lang og yndefuld hals, et trekantet hoved med en bred pande og spids hage, indrammet af en frisure, der fortolkes som flettet hår, et net af skaller eller endda en hætte.
Hvis vi bevæger os frem i tiden til Egyptens 21. dynasti (ca. 1069-945 f.Kr.), finder vi denne indre kiste af en sarkofag i den egyptiske samling på Det kongelige kunst- og historiemuseum i Bruxelles i Belgien.
Kisten er beregnet til en kvinde – indskriften ved foden af kisten angiver, at den afdøde var sanger for Amon (en egyptisk guddom æret som gudernes konge), men hendes navn er ikke nævnt. Dekorationer på kisten viser scener relateret til egyptisk begravelsespraksis.
Amonsangeren vises, mens hun består prøven, hvor hendes hjerte vejes, og hun tilbyder sig selv til vogterne af efterlivet. I efterlivet ledsages hun af sin Ba (sjælsfugl), mens hun står i tilbedelse foran trægudinden og gudinden Hathor, der afbildes som en ko (beskytter af nekropolen).
I 1930'erne blev Belgien omtalt som "egyptologiens hovedstad", og dens interesse i at forklare og dele egyptisk historie eksisterer stadig i dag. Brugen af 3D-teknologi til bevarelse og forskning gør det muligt at udforske og dele en sådan arv så meningsfuldt som muligt med de arvssamfund, som den tilhører.
H. C. Andersens eventyr Den Lille Havfrue blev udgivet i 1837, og i 1909 blev historien opført som ballet i København. Ikke længe efter kom to danske skulpturer med havfruen som fælles tema, men forskellige i deres fortolkning.
Den første var den nu berømte traditionelt feminine og forførende skulptur fra 1913 af Edvard Eriksen i København. Den anden er denne skulptur fra 1921 af Anne Marie Carl-Nielsen, som er blevet et stort værk i historien om dansk vitalisme og dansk skulpturkunst generelt.
Anne Marie Carl-Nielsens havfrue hilser verden med et skrig, med åben mund og store fiskelignende øjne. Havfruen er et amfibisk væsen med en menneskelig torso og en fisks underkrop – en hale med stiliserede fiskeskæl. Anne Marie Carl-Nielsens havfrue virker levende, med en lyst til liv og med indre styrke, samtidig med at den også synes at repræsentere fortvivlelse og tab.
Der findes en række versioner af statuen. En bronzeskulptur, støbt i 1921, er udstillet på Statens Museum for Kunst. Endnu en afstøbning blev udstillet uden for Det Kongelige Bibliotek i København i 2009. Den originale gipsmodel er ejet af Carl Nielsen Museet og er udstillet på Det Fynske Kunstmuseum i Odense.